Min graviditet

Det hele startede midt i september 2005....
En positiv graviditetstest
.... med udeblevet menstruation og en positiv graviditetstest.

Allerede en uge efter jeg fandt ud af at jeg var gravid, begyndte jeg at få kvalme. Jeg havde kvalme 5 uger i træk, 24 timer i døgnet. Jeg havde ikke rigtig nogen appetit. Per lavede mad i hele denne periode og tog maden til mig i køleskabet. I nødstilfælde kunne jeg selv tage mad fra køleskabet, men så havde jeg også allerede på forhånd planlagt hvad jeg skulle ha', for at gøre visitet så kort som muligt.
Man kan vist roligt sige at både smagsløgene og lugtesansen blev skærpet ret kraftigt. Men set fra den positive side (hvis man kan kalde den det), så kastede jeg ikke op.

En uges tid efter jeg tog graviditetstesten var jeg ved min egen læge og han konstaterede også at jeg var gravid. Han satte min termin til d. 21. maj 2006, enten sen aften eller tidlig næste morgen, så kunne det vist heller ikke blive mere detaljeret. :) Han gav mig en masse oplysninger og gjorde mig opmærksom på at det næste skridt i processen var en ultralydsscanning på OUH omkring min 12. graviditetsuge.
Ved denne scanning undersøger man hvor mange børn der er, om der er liv og hvor stort barnet er. Terminsdatoen som lægen har sat bliver kontrolleret.
Ultralydsscanning i 11. uge
D. 25. oktober 2005, i min 11. graviditetsuge, var Per & jeg til min første ultralydsscanning på OUH. Det var en enorm oplevelse. Bare det at se at der rent faktisk er noget inde i maven, og at det allerede er godt på vej til at ligne et lille menneske.
Vi så hjertet slå, at den bevægede sig og at der kun var en. Alt var i den skønneste orden, og min terminsdato blev rykket en dag frem til d. 20. maj 2006.
Efter undersøgelsen skulle jeg bare ud at ha' noget til den lille, så vi kørte i byen og fandt en bamse (tigerdyret fra Peter Plys) og en sparkedragt.

Ugerne gik og vi fik taget nogle billeder af maven.
Mavebillede i uge 14
Mavebillede i uge 16
I uge 16, d. 30. november 2005, var jeg ved mit første jordemoderbesøg. Hun gav mig en masse oplysninger om motion, kost osv. Hun mærkede på maven og jeg hørte barnets hjertelyd for første gang.

Omkring uge 17 mærkede jeg liv for første gang, jeg var dog bare ikke klar over at det var dét på daværende tidspunkt. I uge 19, i juledagene, mærkede jeg liv, og var ikke i tvivl om at det var den lille.
Jeg blev endnu mere overbevist, da vi var til min anden scanning på OUH, for der kunne jeg følge den lilles bevægelser samtidig med at jeg kunne mærke dem.
Ultralydsscanning i 20. uge
D. 27. december 2005 var vi til nummer to scanning på OUH. Per, min mor og jeg var afsted. Den anden scanning var lige så stor en oplevelse som den første. Selv min mor sad nærmest med åben mund og polypper, det er nok noget hun ikke lige glemmer. :)

Denne gang kunne vi se mange af knoglerne. Vi så f.eks. på et tidspunkt 5 fingerknogler, da den lille bevægede sig. Vi kunne tydeligt se kraniet, kæben og øjenhulerne. Sygeplejersken viste os en masse ting, f.eks. nyrene og hjertet. Hun kontrollerede barnet fra top til tå. Det er også det man er til denne scanning for. Det er en systematisk scanning af barnet for at udelukke de fleste og alvorligste medfødte misdannelser.

På billedet kan man tydeligt se hovedet, kæberne, hjertet og knoglerne i rygsøjlen.
Det uundgåelige spørgsmål blev selvfølgelig bragt på bane ved denne undersøgelse. Ville vi vide barnets køn?

Jeg havde overvejet at spørge om det, men det var mere af praktiske årsager, så som farven på tøjet. Jeg kunne fornemme på Per at han ikke ville vide det, og der var da heller ingen grund til at få vished om kønnet pga. noget tøj, så vi besluttede os for at vente. Det ville jo også lidt være det samme som at vide hvad man får i julegave inden man pakker op, og hvor spændende er det lige?

Tid til et billede mere.
Mavebillede i uge 22
I uge 22, d. 11. januar 2006, var jeg ved mit andet jordemoderbesøg. Hun mærkede på maven, og alt så rigtig fint ud. Jeg hørte igen barnets hjertelyd. Jeg fik nogle brochurer med hjem om amning, for næste gang jeg skal til jordemoder, skal vi ha' begyndt på en ammedagbog.

Senere samme dag kørte Per og jeg ud og bestilte barnevogn og alt hvad der hører dertil. En dyr fornøjelse når man skal starte helt fra bunden, men vi har sparet lidt sammen og så har kommende farmor og farfar lagt en hel del oveni, hvilket vi er utrolig glade for. (mange tak for det :) )

D. 1. februar 2006, i uge 25, var jeg ved lægen for anden gang i graviditeten. Her skulle jeg aflevere en urin- og blodprøve. Heldigvis var blodprøven bare et prik i fingeren, jeg er ikke så meget for de der nåle. :)
Jeg hørte barnets hjertelyd for tredje gang og alt så meget fint ud, bortset fra mit blodtryk. Lægen mente at det lå i den høje ende og i hvert fald ikke måtte stige yderligere. Så jeg skal til kontrol her i midten af februar for at få det tjekket en gang mere.

Endnu et billede til galleriet. Puha, man kan tydeligt se at jeg har taget en del kilo på, og det er ikke kun på maven, desværre. :)
Strækmærker, hævede hænder og fødder har også allerede meldt sin ankomst. Jeg kan ikke længere ha' ring på fingeren.

Indtil videre har jeg taget ca. 14 kg på.
Mavebillede i uge 26
D. 13. februar var både Per og jeg til rundvisning på fødegangen på OUH. Der var mange par der var mødt op, så vi var ikke i tvivl om at det var det rigtige sted vi var kommet til.

Vi tog elevatoren op til anden sal og fik lov til at komme ind på en fødestue for at se hvordan sådan en ser ud. Lige da vi kom ind og så briksen, alle slangerne og maskineriet tror jeg nok der røg en masse ubehagelige tanker gennem mit hoved, men efterhånden som sygeplejersken fik fortalt om de forskellige "redskaber" og deres anvendelse, blev jeg mere rolig.

Per hyggede sig blandt andet over at manden også godt må få lidt lattergas under fødslen, han kunne også godt se det sjove i at skrue helt vildt op for gassen....hmmm, det er jeg ikke sikker på at jeg ville synes var særlig morsomt i selve situationen.

Det var en kort gennemgang, men jeg fik set selve fødestuen. Det var faktisk en god ting, for så forestiller man sig ikke alle mulige mærkelige ting.

D. 23. februar var jeg til et ammekursus på OUH. Det var et kursus på et par timer, som var meget informativt. Man får en fornemmelse af at de virkelig tager hånd om en på Vuggen og vil gøre alt hvad der står i deres magt for at få amningen til at gå godt.

I uge 29, d. 28. februar, var jeg ved jordemoder. Hun oprettede en ammedagbog, tog blodtryk og tjekkede den urinprøve jeg havde medbragt. Den viste at jeg havde for meget sukker i urinen, så for en sikkerheds skyld skulle jeg bestille tid hos min egen læge hurtigst muligt og aflevere en ny urinprøve, for at se om der også var for meget sukker i den. Hun mærkede på livmoderen og vi hørte hjertelyd.

Hør hjertelyd

Alt så rigtig godt ud, bortset lige fra urinprøven.

Dagen efter, d. 1. marts, var jeg ved lægen og afleverede en ny urinprøve. Den var som den skulle være, så det skulle der ikke gøres mere ved.

Samme dag var jeg til mit første kursus i fødselsforberedelse. Det skal jeg til fem onsdage i træk og derefter en enkelt onsdag ca. halvanden måned efter jeg har født. Vi hørte lidt om jordemoderens baggrund og fik introduceret os for hinanden. Vi blev delt ud i grupper med det formål at diskutere og nedskrive vores forventninger til kurset . Til sidst øvede vi dybe vejrtrækningsøvelser.

I uge 30, d. 8. marts, var jeg igen til fødselsforberedelse. Nogle havde bøger med som de havde købt. Vi snakkede om gode og dårlige bøger og fik udleveret en litteraturliste over graviditetsbøger.
Vi talte om faderens rolle under graviditeten og til selve fødslen. Gener i de sidste måneder af graviditeten blev også diskuteret og vi øvede igen den dybe vejrtrækning samt venepumpeøvelser.

D. 15. marts, i uge 31, var jeg til fødselsforberedelse. Vi snakkede om smerter og former for smertelindring ved fødslen. Vi fik udleveret nogle papirer omkring strategier til fødslen, hjælp til hjælperen og en indkøbsliste. Disse ark gennemgik vi i fællesskab.

Senere på ugen, ca. fredag d. 17. marts begyndte mine fødder at hæve rigtig meget. Det lignede nærmest at jeg havde lår i skoene.
Væske i fødderne - uge 31
Jeg fik en tid ved lægen om mandagen, d. 20. marts. Jeg afleverede en urinprøve, der var ingen spor af æggehvidestoffer, så den var fin. Jeg fik tjekket mit blodtryk 5 gange. Det var rimeligt højt til at starte med, men i takt med at jeg slappede af, faldt blodtrykket.
Lægen sygemeldte mig og sagde at jeg skulle være ekstra opmærksom på om jeg pludseligt steg i vægt eller om jeg fik hovedpine, da dette kunne være tegn på svangerskabsforgiftning.
Jeg fik en ny tid, torsdag d. 30. marts, hvor jeg skal komme til kontrol.

I uge 32, d. 22. marts, var jeg til fødselsforberedelse. Vi snakkede om selve fødslen, om hvornår man er i fødsel, og om i hvilken rækkefølge tingene normalt sker. Derudover fik vi diskuteret eventuelle overraskelser ved en fødsel.

Så er det vist tid til et nyt mavebillede. Det er ved at være lang tid siden der sidst blev taget et.
Mavebillede i uge 32
D. 28. marts, i uge 33, var jeg ved jordemoder. Urinprøven var som den skulle være og blodtrykket lå i den gode ende.
For første gang fik jeg at vide hvordan barnet lå i maven. På det tidspunkt lå den med hovedet nedad og ryggen ovre i venstre side, mens fødderne lå helt oppe under mit højre ribben. Den stod ikke fast med hovedet endnu.
Jordemoderen skønnede den til at veje omkring 21 - 2200g. Hun spurgte om enten Per eller jeg var store da vi blev født, for hun mente at vi vil få et stort barn. Ingen af os var specielt store da vi blev født, men det bliver spændende at se om hun får ret. Hun vurderede at den lille vil veje nærmere de 4000g end de 3000g ved fødslen.

Dagen efter, d. 29. marts, var jeg til fødselsforberedelse for sidste gang inden fødslen. Her snakkede vi om timerne lige efter fødslen. Vi blev delt op i nogle grupper og fik til opgave at beskrive hvordan vi tror 24 timer vil gå derhjemme med den lille efter fødslen. Denne beskrivelse skal vi medbringe til det allersidste kursus som vi skal til d. 5. juli.
Det overraskende er så at se hvordan man overhovedet ikke er forberedt på hvor lang tid der går med sådan en lille størrelse i huset.
Til sidst øvede vi vejrtrækningsøvelser som kan anvendes under pressevéerne. Øvelser så man undgår at presse og øvelser hvor man selv hjælper til med at presse.

D. 30. marts, stadig i uge 33, var jeg til kontrol med de hævede fødder hos lægen. Blodtrykket lå meget højt, men faldt da jeg slappede af. Han konstaterede at jeg stadig havde meget vand i kroppen og valgte at sygemelde mig resten af graviditeten. Jeg går på barsel d. 22. april, så det er de næste 3 uger jeg skal være sygemeldt.

Så nåede vi længere frem, og det er tid til et nyt mavebillede
Mavebillede i uge 36
I uge 36, d. 18. april, var jeg ved lægen til min 3. graviditetsundersøgelse. Han undersøgte mig og mente at jeg havde et for højt blodtryk, at mine ben, hænder og mit ansigt var endnu mere hævet og at jeg havde taget meget på i vægt. Pga. dette ringede han til svangerklinikken på OUH, og jeg skulle derud til et tjek den følgende dag. Lige nu er vægten forøget med 26,3kg.

D. 19. april var jeg så på svangerklinikken. Jeg startede med at aflevere en urinprøve og blev lagt ind på en seng på en firemandsstue. Da jeg havde ligget der ca. et kvarters tid, kom der en sygeplejerske og målte mit blodtryk, det lå fint.
Jeg lå yderligere en halv time og ventede, fik lavet nogle sudoku'er imens :), og så kom de med en maskine så de kunne kontrollere barnet. Jeg fik kørt en kurve, eller en strimmel, som man også kalder det. Der blev lagt nogle remme om min mave som målte barnets hjertelyd og mine veer. Jeg fik en knap som jeg skulle trykke på hver gang jeg kunne mærke aktivitet.
Der var meget aktivitet. Når den lille slappede af lå dens puls mellem 140 og 150, men når den mulede rundt var den helt oppe på 160-170 stykker, men det var helt normalt fortalte jordemoderen. Der lå jeg i ca. 40 min., jordemoderen sagde at det hele så rigtig fint ud. Jeg fik målt mit blodtryk en gang til og det lå stadig fint.

Efter undersøgelsen konkluderede de at det hele så meget fint ud og at jeg bare skulle følge mine sædvanlige kontrol hos min egen jordemoder. Dog havde de opdaget noget i min urinprøve der tydede på blærebetændelse, men de ville dyrke videre på den og sende mig besked pr. brev, hvis der var noget. Jeg hørte ikke mere fra dem.

Så nåede vi til d. 22. april, og jeg er hermed gået på barsel.

D. 25. april, i uge 37, var jeg til kontrol ved min egen jordemoder. Blodtryk lå fint, intet i urinprøven og hævelserne er der ikke så meget at gøre ved, jeg må bare væbne mig med tålmodighed. Nu er der heller ikke så længe til mere :).
Den jordemoderstuderende og Lone (min jordemoder) konstaterede at den lille har lagt sig så den står fast med hovedet. De vurderede den til at veje ca. 3000g.
Så alt i alt så det hele meget fint ud og vi aftalte en tid igen om 14 dage.

Her den sidste tid af graviditeten er alting blevet noget mere besværligt. Om natten vågner jeg ca. en gang i timen for at vende mig fordi jeg har fået kramper i benene. Hver 2. til 3. time skal jeg ned at tisse, så det er begrænset hvor meget søvn jeg får.
Jeg kan ikke stå op ret længe ad gangen og når jeg sidder ned i længere tid, skal jeg helst have min ben hævet for at de ikke skal blive lige så tykke som stolper. Min hud klør og jeg er begyndt at få nogle hudknopper, hvis man kan kalde dem det, på den øverste del af brystkassen. Jeg satser på at det bare er hormonerne der går amok her til sidst og håber på at det hele stilner lidt af når den lille kommer til verdenen.

Nogle er mere plaget end andre af gener her sidst i graviditeten. Jeg er bare en af de knap så heldige, men der er ikke så meget at gøre, andet end at vente med tålmodighed og glæde sig til den store dag kommer. Og det gør jeg meget :)

Et mavebilede mere, mon det snart er ved at være et af de sidste?
Mavebillede i uge 38
D. 9. maj, uge 39, var jeg ved jordemoderen endnu en gang. Alt var fint, blodtryk, urinprøve og hjertelyd. De skulle igen mærke på min mave og de vurderede den lille til at veje omkring de 3500g.

Uge 40, helt nøjagtig torsdag d. 18. maj skulle vise sig at blive helt speciel.

Jeg vågnede kl. 04:20 og kunne godt mærke at der var noget i gærde, jeg havde veer og de kom jævnligt. Jeg fandt et stopur frem. I starten kom de ca. hver 8. minut og varede i 10-15 sekunder. De udviklede sig og hurtigt varede de 40-50 sekunder ög kom med 5-6 minutters interval. Jeg ringede på fødegangen, der var ingen ledig jordemoder, men de ville ringe tilbage hurtigst muligt. Efter en halv times tid ringede de. Jeg fik at vide at jeg skulle gå ud og tage et langt varmt bad og gå i seng igen.

Som sagt, så gjort. Jeg lagde mig i sengen igen og begyndte at tage tid på den førstkommende ve, da den begyndte at tage til i styrke, gik vandet - kl. 07:30. Det føltes som en kæmpe prop der sprang og varmt vand fossede ud.
Jeg ringede endnu en gang til fødegangen og fik besked på at komme derud lige så snart Per var kommet hjem fra arbejde, og han var mere eller mindre på vej, for jeg havde ringet og advaret ham tidligere.

Kl. 9:15 stillede vi bilen på OUH's parkeringsplads. Jeg gik selv ind til forhallen, men derfra fragtede Per mig i en kørestol. Første stop var svangerklinikken, hvor jeg skulle til for-undersøgelse. Jeg afleverede en urinprøve og blev lagt ind på en seng, hvor vi ventede på en jordemoder. Da hun kom og undersøgte mig, konstaterede hun at jeg var 7-8 cm åben, så jeg skulle videre ned på fødestuen med det samme.

Fødestuen på OUH
På fødestuen gik det stille og roligt. Der var en jordemoder inde ved os hele tiden. Hun målte mit blodtryk og lyttede til den lilles hjertelyd med jævne mellemrum. Jeg fik varme pakninger på lænden og foran til lindring. Jeg ville gerne op i badekarret, så det fyldte hun og der lå jeg et stykke tid, indtil presseveerne så småt begyndte at melde sig. Kl. 14:00 var jeg fuldt åben. Jeg blev lagt ind på sengen, men så begyndte veerne at gå i stå, den lille lå skævt i bækkenet og fostervandet blev lysegrønt. Jeg fik lagt et vedrop i min højre hånd, for at sættte det i gang, men efter et stykke tid fandt de ud af at droppet var lagt forkert, det løb ved siden af åren.

Der var jordemoderskifte og så væltede det ellers ind med folk. Der var lige pludselig mange på stuen, ikke at det var frygteligt generende, men der havde været så stille resten af dagen at det var noget af en forandring. Den nye jordemoder turde ikke lægge et nyt drop i den anden hånd, for hun kunne ikke se min årer tydeligt nok, så jeg ventede yderligere ca. 45 minutter på at narkoselægen kom og lagde det rigtigt. I mellemtiden skulle jeg skiftevis ligge på siden og hænge op over sengeryggen. Det var temmelig hårdt og det var da også lidt af en udfordring at skifte stilling, alt stoppede når jeg fik en ve, og dem nåede jeg at få nogle stykker af mellem de to stillinger.

Men da vedroppet begyndte at virke kom der gang i systemet, og alt gik som det skulle. Undervejs var lægen inde at tjekke situationen og mærkede hvordan den lille stod i bækkenet. Da presseveerne kom bevægede jeg mig over på fødesengen og efter (jeg havde ingen tidsfornemmelse) nogle presseveer, kom der en dejlig lille pige til verdenen. Alt så godt ud. hun blev lagt op på min mave og jeg blev syet med meget få sting. Efterfølgende blev hun målt, vejet og kontrolleret. Da hendes blodsukker var for lavt, blev vi kørt op på barselsgangen. Hun fik mad af kop hele den første nat og blev stukket i hælen i alt 4 gange for at få målt blodsukkeret. Det lå stabilt næste morgen .

......og det endte med en dejlig yndig pige.



Sidst opdateret d. 23. juni 2006